Kunsten at ødelægge glæden ved enhver præstation

Kunsten at ødelægge glæden ved enhver præstation af Jakob Allentoft

Ifølge en undersøgelse, jeg overvejer at lave, er ros og anerkendelse nøglen til at skabe motiverede, engagerede og produktive medarbejdere. En hovedrengøring på loftet mindede mig dog om, hvor let en fantastisk ros og anerkendelse kan miste al værdi med en enkelt uheldig formulering eller såkaldt ”god intention”.

Det er egentlig lidt ærgerligt, når man har arbejdet så hårdt for det – og ekstra ærgerligt for det lader til, at de samme principper gælder både privat, sportsligt og på arbejdet. Og du har helt sikkert også stået på både den modtagende og den givende side af en præstations-punktering.

Men tilbage til loftet hvor jeg faldt over min SM-guldmedalje i tennisdouble. Jeg må nok hellere skynde mig at krybe til korset og indrømme, at jeg havde grotesk overscoret ift. makker. I SM (Sjællandsmesterskaberne) er der desuden 3 rækker; Mesterrækken, A-rækken og B-rækken.

Vi stillede op i A-rækken og vandt (igen, tak makker!). Desværre var der ikke så mange tilmeldte i B-rækken, så den blev slået sammen med A-rækken – fred være med det.

En mental pyrrhussejr

Da vi senere ved en meget undervældende præmieoverrækkelse fik vores guldmedaljer (den eneste SM-guldmedalje jeg nogensinde har fået og vil få), stod der ikke A-rækken på. Der stod A/B-rækken på.

Samtidig havde vi efter 2 timers forsinkelse endelig indset, at vores finalemodstandere udeblev. Så vi blev også frataget muligheden for at vinde finalen reelt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi ville have slået dem, men vi vandt stadig ikke på den rigtige måde.

Jeg vil vove den påstand, at havde Frederik Løchte Nielsen vundet Wimbledon i kraft af en skade til modstanderen i stedet for en fantastisk kamp, så havde det heller ikke haft samme værdi for ham. I det mindste lå der en skrænt med badebroer for enden af tennisanlægget, så vi kunne afslutte en skuffende finaledag med et lækkert dyp i havet.

Isoleret set er det jo fantastisk – jeg vandt SM-guld på ryggen af en god makker, der både bar mig og trak mig op. Men små omstændigheder gjorde, at da jeg oppe på loftet kiggede ned på guldmedaljen, så var det ikke stolthed, jeg følte. Jeg følte snarere, at det var falsk anerkendelse.

For jeg havde ikke vundet finalen, og den var for mig blevet devalueret med det mærkat, de satte på medaljen. Så en finaledag der startede fuld af forventning, og hvor jeg rent faktisk opnåede et mål, jeg havde sat mig år forinden, gik stille og roligt ned ad bakke hele dagen og endte med at punktere præstationen fuldstændigt. Næsten poetisk afsluttet omgivet af havets bølger i en intim dans… med en brandmand.

Se, den person der besluttede at ændre inskriptionen, gjorde det jo ikke for at genere mig. Der har muligvis været et reglement fra 1920, der død og pine skulle følges, eller også var det bare en type, hvor det er vigtigt, at alt er ”rigtigt”. Modstandernes afbud kan der også være en masse grunde til. I det store hele er det ligegyldigt, og det burde ikke tage glæden fra mig.

Alt det kan jeg rationelt godt fortælle mig selv. Men i praksis kan jeg på det irrationelle plan alligevel ikke ændre mine følelser overfor den medalje. Og det er faktisk de præcis samme irrationelle mekanismer, der gør sig gældende ved alle andre former for anerkendelser. Føles den ufortjent for modtageren, leveres den upersonligt eller med lidt malurt i bægeret, så kan det skade væsentligt mere end det gavner – ligegyldigt hvor gode intentionerne er.

Lad os lige jorde dig lidt

Hvis vi nu hopper over på arbejdspladsen, så var jeg i mine nogenlunde unge dage til en MUS-samtale. Her blev jeg bedømt på 3 faktorer, der var vigtige for mit arbejdsområde. Skalaen var fra 1-5 og gik i retning af, at 3 var god, 4 var fantastisk og 5 var spitzeüberweltklasse™, uden jeg kan huske det ordret. Bedømmelse fik jeg tilsendt inden samtalen på mail.

Hold nu fast. Jeg scorede 4 - 5 - 5 og… var… ekstatisk! Jeg følte, at de endelig havde forstået at udnytte mit potentiale og også kunne se den værdi, jeg tilførte. Der fløj mentale high-fives rundt i hovedet på mig selv og også fysisk til min kollega på bordet overfor mig. Om det så var helt berettiget er en anden sag, men det var jeg egentlig ret ligeglad med.

Glad og bestemt gik jeg ind til samtalen med håb om, at der også ville kunne falde lidt ekstra af til mig. Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg bagefter samtalen faktisk ikke rigtigt kunne huske den. Jo jo, de var da vist glade for mig og mit arbejde, men det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg jo måtte forstå, at det var vigtigt, at jeg arbejdede med det kompetenceområde, hvor jeg kun havde fået 4.

Jeg blev så overrasket over, at fokus var på, hvordan jeg kunne forbedre det område, der kun var ”fantastisk”, at jeg nærmest gik i choktilstand. Så en på papiret fantastisk anerkendelse gik på en lille times tid fra ekstase til 2 demotiverede medarbejdere, da jeg gik direkte tilbage på kontoret og vendte det med min kollega.

Hvor skylden er for, at jeg gik derfra med den følelse, skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan have haft for høje forventninger eller læst noget ind i resultaterne, som ikke stod der. De kan have haft andre vejledninger eller politiske grunde til deres bedømmelser. Vi kan begge have haft en dårlig dag.

Det betyder dog heller ikke noget. Der var en enestående chance for anerkendelse, men den blev spildt på gulvet, ligesom det bliver gjort utallige gange i løbet af hver eneste dag.

Giv nu bare anerkendelsen uden forbehold

Men helt ærligt, Jakob. Er du ikke bare en primadonna? Jo, det har jeg da helt sikkert været i ret mange perioder. Det er desværre bare hamrende ligegyldigt, når du som leder, kollega eller forælder står i situationen.

For hvis du ikke formår at levere anerkendelsen for præstationen i en ordentlig indpakning og uden stikpiller, så tager du al stoltheden og den barnlige glæde i den anden persons ansigt og krøller sammen lige foran dem og smider i skraldespanden.

Og dét er en rigtig god måde at miste respekten fra ansatte, kolleger, partnere og børn. Paradoksalt nok er det dog den eneste måde at vinde respekten i et fodboldomklædningsrum – men det er undtagelsen, der bekræfter reglen.

Tak, skat

Jeg må indrømme, at jeg måske fyldte dig en lille smule med løgn, da jeg sagde, jeg ikke havde vundet andre SM-guldmedaljer. Jeg fandt nemlig også en ”flot” vase på loftet, fra da jeg vandt b-rækken i single.

Det er i sig selv ikke en opsigtsvækkende præstation, hvorfor det naturligvis heller ikke kunne belønnes med en medalje.

Til gengæld udnyttede min hustru det prompte til kort efter at udnævne mig til ”den bedste af de dårligste” i sin bryllupstale til mig, hvilket svigerfar grinede lige et hak for længe af. Så den præstation taler vi ikke så meget om.

Til gengæld gør sådan en vase utroligt meget for Feng Shui’en på genbrugsstationen.